Om Søren Flytlie

Jeg er vokset op i Vejle, og har taget afgangseksamen, samt matematisk gymnasium på Herlufsholm Kost-skole i Næstved. Herefter Højere Handelseksamen i København, samt en HA-bachelor. Efter en jordomrejse med tid til selvransagelse, valgte jeg at følge mavefornemmelsen: Læge-videnskab. Den enorme interesse for min fars arbejde, og store viden jeg allerede dér havde, gjorde valget ligetil. En lettelse som færdiguddannet læge, at skulle undvære de rundsave på albuerne, som retningen indenfor økonomi ellers indebar. Fuldstændig afklaret over min fremtid – jeg skal hjælpe mennesker til et bedre liv.

“De fleste læger vil hjælpe mennesker til et bedre liv, men de færreste bliver så kloge igennem deres virke, at de ender som orthomolekylære læger. Men jeg starter dér, og har store ambitioner”

På studiet gik første del fint; der er ikke mange, som er uenige indenfor anatomi, fysiologi og biokemi. Skæbnen ville, at jeg havde en biokemiforelæser, som fandt mine synspunkter så interessante, at han lod mig afholde alle vitamin- og mineralforelæsninger. Mine medstuderende blev så begejstrede, at de efterfølgende stod i kø for at få råd til løsning af egne og familiens helbredsproblemer.

For mig startede de studiemæssige udfordringer først rigtig, da farmakologi, kirurgi og selve klinikken blev introduceret. Meget svært ikke at prikke de afviste og modløse patienter på skulderen, og sige: ”Bare rolig, du skal ikke miste håbet. Jeg kender en anden vej.” Dybt frustrerende, ja, nærmest deprimerende.

Nuvel, den ortodokse del af uddannelsen er vel overstået, jeg er nu læge og jeg praktiserer dét jeg egentlig blev læge for. En kæmpe tilfredsstillelse at arbejde med årsagsbehandling og sundhedsfremme i modsætning til den medikamentelle symptombehandling, som skolemedicinen ofte repræsenterer. Og bedst af alt, nemlig mødet med den begejstrede patient, som endelig føler, at lægen tager én seriøst – uden at ty til receptblokken.

Jeg driver en privat klinik sammen med min kone Helene, som også er uddannet læge. Hun er en rigtig god og samvittighedsfuld læge med solid erfaring indenfor det etablerede sundhedsvæsen. Helenes velfunderede lægevidenskabelige og teoretiske viden gør, at patienten, i synergi med hendes kendskab til alternative muligheder, ledes i den rigtige retning.

“For tro ikke, at skolemedicin og biologisk medicin ikke kan kombineres, jo tværimod, kombinationen er synergisk. Det bedste fra begge verdener kan give fantastiske resultater”

Sammen har vi fire børn, Jens-Marius på 7, Marta på 5, Julius på 3 og lille Ida-Marie på 1 år.

IMG_2030