Om os

Vi gør vores yderste for at skabe en opløftende, hyggelig og varm atmosfære i klinikken. Der er altid forfriskninger, samt te og kaffe til vores patienter. Klinikken er handicapvenlig.

STEMNINGER

Vores klinik

Ved ankomst træder du ind i reception, butik og venteområde. Toiletter findes også her. Bag receptionen ligger der en behandlergang hvor alle behandlere har deres lokaler. Til venstre for receptionen ligger sygeplejerskernes kontor og en lille gang videre mod stuen hvor man kan få intravenøs behandling. Stolene er store, bløde og komfortable, og ryggen kan ligges ned og fodstøtten kan vippes op så man kan ligge ned. Flere benytter dette til at tage sig et lille hvil. Der er typisk en hyggelig og varm stemning, med rolig musik. Patienter kan udveksle erfaringer med hinanden, og sygeplejerskerne sørger for at alt forløber som det skal. Der er altid forfriskninger, og varmt vand på kanden.

BAGGRUND

Søren Flytlie

Jeg er vokset op i Vejle og har taget afgangseksamen på matematisk gymnasium på Herlufsholm Kost-skole i Næstved. Herefter Højere Handelseksamen i København, samt en HA-bachelor. Efter en jordomrejse med tid til selvransagelse, valgte jeg at følge mavefornemmelsen: Læge-videnskab. Den enorme interesse for min fars arbejde, og den store viden jeg allerede dér havde, gjorde valget ligetil.

Det var en lettelse som færdiguddannet læge, at jeg kunne undgå de rundsave på albuerne, som retningen indenfor økonomi ellers krævede. Fuldstændig afklaret over min fremtid – jeg skal hjælpe mennesker til et bedre liv.

“De fleste læger vil hjælpe mennesker til et bedre liv, men de færreste bliver så kloge igennem deres virke, at de ender som orthomolekylære læger. Men jeg starter dér, og har store ambitioner”

På studiet gik første del fint; der er ikke mange, som er uenige indenfor anatomi, fysiologi og biokemi. Skæbnen ville, at jeg havde en biokemiforelæser, som fandt mine synspunkter så interessante, at han lod mig afholde alle vitamin- og mineralforelæsninger. Mine medstuderende blev så begejstrede, at de efterfølgende stod i kø for at få råd til løsning af egne og familiens helbredsproblemer. For mig startede de studiemæssige udfordringer først rigtig, da farmakologi, kirurgi og selve klinikken blev introduceret.

Nuvel, den ortodokse del af uddannelsen er vel overstået, jeg er nu læge. og det er en kæmpe tilfredsstillelse at arbejde med årsagsbehandling og sundhedsfremme i modsætning til den medikamentelle symptombehandling, som skolemedicinen ofte repræsenterer. Og bedst af alt, nemlig mødet med den begejstrede patient, som endelig føler, at lægen tager én seriøst – uden at ty til receptblokken.